Jeg er uddannet massageterapeut fra Axelsons Institut tilbage i 2006 i klassisk massage, også kendt som fysiurgisk massage eller sportsmassage, og har lige siden opbygget min praktiske erfaring, dels som ansat massør og dels i privat regi.
Jeg masserer i udgangpunktet som jeg selv gerne vil masseres. Det vil sige, at jeg gerne vil kunne mærke at der "sker noget", uden at man dog bliver gul og blå af min behandling, ligesom "det skal gøre ondt, før det bliver godt" heller ikke er min umiddelbare tilgang.
Som en vigtig ingrediens har jeg en massør som jeg sparrer med. Jeg mener det er vigtigt at have en idé om - og blive mindet om, hvordan det føles selv at blive masseret, samt at få professionel og ærlig feedback på min behandling.
I 2009 besøgte jeg en kranio-sakral-terapeut for om muligt at denne eventuelt ville kunne gøre noget ved min øre-susen. Jeg har stadig øren-susen, men selve behandlingen gjorde så meget andet godt, at jeg var nødt til at finde ud af mere om kraniosakral-terapien. Det blev til et længere forløb ved Stanley Rosenberg Institut, hvor jeg udover kranio-sakral-terapien også fik åbnet øjenene for arbejde med kroppens bindevæv og mulighederne heri for blandt andet kropskorrektioner.
Mødet med kranio-sakral-verden, hvor ‘Less is More’ praktiseres med gode resultater, har forfinet mine greb indenfor massagen, og gjort mine (fysiourgiske) massagebehandlinger mere helstøbte.
Mine år i faget har lært mig at lytte til kunden, dennes behov og ønsker. Det er vigtigt for mig, at der i et behandlingsforløb sker en positiv udvikling, og jeg forsøger at give input til selvhjælp.
Som noget nyt arbejder jeg med udvikling af behandlings- og trænings forløb baseret på Mantak Chias bøger ‘Bliv yngre med alderen’ og ‘Forvandling af stress til vitalitet’ som omhandler en taoistisk tilgang til forståelse og egen vedligholdelse af kroppen. Desuden arbejder jeg med udvikling af et behandlingsforløb baseret på Thomas Myers’ Anatomy Trains (en slags rolfing) - et behandlingsforløb på 12 behandlinger hvor der arbejdes med og i bindevævet med et forventeligt resultat, at kropsholdningen forbedres.